Klostret Sogenji i Okayama

Tim Pallis

Klostret Sogen-ji i nærheden af byen Okayama er et af de få steder i Japan, hvor vesterlændinge kan få lov til at dyrke zen træning seriøst.

Sogen-ji er et mellemstort Rinzai zen kloster, som hører ind under det store tempelkompleks Myoshin-ji's organisation. Det er et meget smukt beliggende kloster, som ligger ved foden af den lave bjergkæde, Maruyama, hvor man kan finde stendysser og jættestuelignende gravhøje af imponerende størrelse, som stammer fra fortidens Kibi folk.

Hele Okayama området var i Japans tidligste historie beboet af Kibi folket, og Maruyama var deres hellige bjerg, som nu giver arkæologisk atmosfære til klosteret. Sogen-ji har en stemning, som er anderledes end de velplejede templer og haver i den gamle kejserstad Kyoto.

Der er større haveareal og en mere vejrbidt dybde og naturskønhed omkring klosterets patinerede træbygninger. De mange ujævne stenbelagte havegange og trappetrin, glemte mosbegroede stenlanterner og forfaldne gravsteder giver et sus af rodfæstet fortid.

Sogen-ji er bygget for over tre hundrede år siden af Mitsumasa Ikeda (1609-1682), som var lens herre over Bizen eller det nuværende Okayama amt. Klostret, hvis træningsskole derfor kaldes Bizen, har ca. 30 personer i træning for tiden. Nogle har været der fra 3 til 15 år, andre binder sig for et halvt eller et helt år, og atter andre kommer blot for at deltage i en enkelt eller flere intensive meditationsperioder, som kaldes osesshin.

Sogenji er altså en zen træningsskole med betydningsfulde rødder tilbage i den dharma transmissions linie, som hedder Inzan linien efter zen mesteren Inzan (1751-1814), der var en åndelig efterfølger af den store zen mester Hakuin (1686-1769), som er stamfader til alle transmissions linjer i Rinzai zen traditionen i Japan i dag.

Zen mesteren Gasan (1727-1797) var en af Hakuin's mest kendte elever, og fra ham udgår to skoler, den ene Takuju (1760-1833) linjen, den anden Inzan linjen. En af Inzan's elever Taigen (1768-1837) var Zen mester i Sogen-ji, og både ham og hans elev og efterfølger Gisan (1802-1878) ligger begravet i Sogen-ji. Gisan var en meget kendt zen mester på den tid og blev i flere perioder valgt til posten som den øverste abbed for henholdsvis Myoshin-ji og Daitoku-ji.

Gisan Rōshi's to vigtigste elever var Tekisui (1822-1899) og Imakita Kosen (1816-1892), som begge trænede i Sogen-ji og blev meget kendte mestre for henholdsvis Tenryuji og Engakuji. Vi kender bedst Kosen Rōshi som Daisetz Suzuki's første lærer i Engaku-ji i Kamakura.

Daisetz Suzuki's anden lærer i Engaku-ji, Shaku Soen Rōshi (1859-1919) trænede også i Sogen-ji og var den første japanske zen mester, som bragte zen buddhismen til Vesten. Det begyndte med the World Parliament of Religions in Chicago i 1894, hvor Suzuki havde oversat Shaku Soen's foredrag.

Dette er interessant, fordi Sogen-ji i dag ikke blot fungerer som en japansk Rinzai zen træningsskole, men også som et internationalt zen kloster, hvor folk fra Japan, Amerika, Danmark, England, Australien, Frankrig, Spanien, Holland, Tyskland, Svejts, Ungarn, Polen og Litauen kan træne.

Sogenji blev som sagt grundlagt af Ikeda klanen og er den dag idag i familiens eje. Det er altså ikke sådan at Myoshin-ji ejer Sogen-ji og det skov- og bjergområde, som ligger bagved templet. Det ejes af Ikeda familien og udlejes gratis til denne træningsskole under Myoshin-ji.

Sogen-ji er et danka tempel, dvs. det støttes af flok, som har gravsteder i templet. Der kommer også almisser og gaver fra folk i nabolaget og fra Okayama by, som hjælper templet med at overleve. Mesteren, munkene og lægfolkene er naturligvis helt ubemidlede, men da mange i amtet nærer stor respekt for klosteret, er det rent pekuniært godt kørende for tiden. Når man er i byen, er det meget tydeligt at mærke, at der er meget stor respekt og ærbødighed for Sogen-ji ude blandt folk.

Der er ikke så mange japanere i dagens Japan, som har lyst til at gå i zen træning. Dertil er japanerne blevet alt for kommercialiserede. Men de er klar over, at der finder en traditionel zen træning sted i Sogen-ji, som de respekterer dybt.

Og det er jo en perfekt situation, at borgerne i Okayama har et virkeligt seriøst zen kloster i området, som tager sig af de religiøse sager, som de ikke rigtig selv kan engagere sig dybere i. Enkelte kommer dog søndag formiddag til det, der kaldes zazenkai, for at recitere buddhistiske sutra og praktisere zazen i et par timer.

Sogen-ji's naboer er meget nysgerrige med hensyn til, hvad der foregår i dette meget levende kloster. Livet starter klokken 4 om morgenen med en times sutra recitation i hondoen, som er templets hovedbygning. Klokken 5 begynder morgenmeditationen, som indledes med, at alle går eller rettere løber til sanzen, som er et af de daglige møder med mesteren. Man sidder i stilhed og venter, til det bliver ens tur, mens daggryet langsomt vågner.

Klokken 0530 gungrer den store malmklokke i tårnet, og de i nabolaget, som er oppe på den tid, vil se munkene én efter én gå tilbage til zendoen, som er meditations hallen, efter deres møde i sanzen rummet med mesteren.

Man sidder nu i meditation videre frem til klokken syv, hvor signalet til morgenmaden lyder, og alle går stilfærdigt i gåsegang fra zendoen til spisestedet i køkkenet. Der reciteres flere mad sutra med højt humør, og dernæst spises i stilhed, ris, miso suppe og grønsager. Alle måltider indtages omkring et langbord i køkkenet, og maden passerer ned i midten af bordet tre gange fra de med længst anciennitet til de besøgende. Mesteren sidder selv for bord enden.

Efter morgenmaden uddelegeres det daglige arbejde, som består af rengøring indendørs og meget forskelligt arbejde udendørs alt efter årstiden og vejret. Der er også køkkenhjælp, optænding og klargøring af badet, havearbejde, brændehugning, tømmerarbejde og vedligeholdelsesarbejder af forskellig slags. Arbejdet hedder samu og indgår som den aktive del af meditationen eller den daglige praktiske træning, som aldrig ophører.

Livet i et Zen kloster er 24 timers træning. Hvad enten det er stillesiddende meditation, sutra recitation, manuelt arbejde eller socialt samvær bør livet leves fra tanden, som er den nederste del af bugen. Den konstante træning består hovedsagelig i at praktisere et bestemt meget virkningsfuldt åndedræt og fastholde koncentrationen i tanden.

Zen mesteren hedder Shodo Harada Rōshi og er det, man kalder en åndedræts Rōshi. Han er 60 år gammel og uddannet ved Myoshin-ji klosteret Shofukuji i Kobe under Mumon Yamada Roshi (1900-1988), som er blevet kaldt Showa (kejser Hirohito) periodens Hakuin.

Shofuku-ji blev meget stærkt beskadiget under det frygtelige jordskælv den 17. januar 1995. Det er blevet kendt i Vesten gennem den tyske forfatterinde Gerta Ital's to bøger: The Master, the Monks, and I og On the Way to Satori (erkendelse), der handler om hendes zen træning i Shofuku-ji under Mumon Yamada.

Shodo Harada var munk i Myoshinji's organisation siden sin pure ungdom og trænede i Shofukuji i 20 år. Han er den yngste af de fire elever, som fik inka shomei (autoritation) af Mumon Rōshi og er derfor Mumon's dharma (sandheden) arving i Inzan linien. Han blev Sogen-ji's abbed i 1982.

Inka er et slags eksamensbevis eller bevis på, at en munk har gjort den formelle zen træning færdig og har ret til selv at træne elever. Mumon Yamada var en af de helt store zen mestre i dette århundrede. Han var kendt for at lægge vægt på et langt, dybt og naturligt flydende åndedræt og for at træne alle: lægmænd såvel som ordinerede munke, kvinder såvel som mænd uanset nationalitet.

Harada Rōshi har fortsat denne tradition, og det er derfor Sogen-ji i dag er et internationalt lille samfund, hvor både kvinder og mænd træner og arbejder sammen, men bor adskilt i kvindernes zendo og mændenes zendo.

Harada er ekspert i zen træningens aktive åndedrætsøvelse, som han altid viser og tålmodigt forklarer indtil mindste detalje. Man siger om ham, at han er en "lille drage" med en energi som en atomreaktor, en god beskrivelse, fordi han altid manifesterer en utrolig livskraft og energi gennem sit åndedræt og sutra recitation. Det daglige liv i klostret påvirkes af dette aktive og energiske åndedræt, som han er så kendt for.

Harada er en meget venlig og forstående Rōshi, som altid er parat til at hjælpe enhver, der kommer til ham med sine problemer. Han er også en ordets mester og en meget inspirerende taler, når han beskæftiger sig med zen praksis. Han er en stor kender af zen litteraturens subtile nuancer.

Harada forstår at tale med alle og har stor menneskelig og psykologisk forståelse for syge, svage og handicappede. Men han har også helt moderne og har skarpe meninger om vor tids dybe økologiske og spirituelle problemer. Han behandler sine elever meget forskelligt alt efter alder og træning. Det mener jeg er meget nødvendigt, når man betragter de individualister og enspændere, der har samlet sig omkring ham i Sogen-ji.

Det ser ud til at Rinzai zen har trange kår i dagens Japan. Der er ikke mange, som er seriøst interesseret i at praktisere. Jeg gætter på, at der gennemsnitligt er mindre end 10 munke i hvert af de store Rinzai zen klostres træningshaller. I Sogen-ji er der to japanske munke, én indisk munk og to amerikanske munke, resten er lægfolk.

Det er derfor et spørgsmål, om man kan kalde Sogen-ji en japansk dojo på grund af dens internationale karakter. Harada Rōshi taler meget lidt engelsk, så de udlændinge, som træner der, må lære japansk, hvis de ønsker at blive i klostret. De første tre år af deres ophold går for det meste med at lære sutra udenad og med at lære japansk.

De gæster, som kun er der fra en måned til et år, kan få oversættelse af Daichi Priscilla Storandt, som er mesterens engelske stemme. Hun har været i Japan siden begyndelsen af 70erne og var oprindelig også elev af Mumon Yamada. Jeg husker, at hun allerede den gang var en meget benyttet oversætter af forelæsningerne i FAS Society's sesshin i Reiun-in, som er Mumon Yamada's tempel i Myoshin-ji.

Hun traf Shodo Harada i Shofuku-ji og har været med ham lige fra begyndelsen i 1982, hvor de sammen startede denne internationale træningsskole i Sogen-ji. Chisan er fuldstændig uundværlig for Harada, både i klostret, hvor hun oversætter alt, hvad han siger, men også når de hvert år rejser til Tahoma zen klostret på Widbay øen i Washington State eller til København eller Basel eller Budapest for at holde en sesshin.

Sogen-ji er et ret enestående kloster, fordi vesterlændige, hvis de er seriøse i deres praksis, får kost og logi gratis og modtager daglig instruktion af en af de bedste zen mestre i verden i dag. De fleste i Sogen-ji er der på grund af Harada Rōshi, og de stoler på, at hans vejledning kan hjælpe dem med at afklare, hvad deres egentlige natur og identitet er.

Træningen i Sogen-ji er ikke helt den samme som i et traditionelt Rinzai trænings kloster, den er mindre formel, mindre militant og fornuftigere. Zazen træningen er heller ikke så hård som i en sædvanlig sōdō, og tonen er venligere. I Sogen-ji lærer man hurtigt at være taknemlig for alt, hvad man modtager. Enhver, der kommer der, oplever, at man får og får, uden at man får lov til at give noget igen.

Det eneste, man kan gøre for at betale noget tilbage, er at gøre noget ved sin zen praksis og følge mesteren, så tæt man overhovedet kan. Dette kræver opfindsomhed, initiativ, kreativitet og mod. Man må aldrig glemme, at det hele er op til en selv, og at det er ens egen motivation, der er altafgørende for, om man kan komme frem til den erkendelse, som er målet med ens praksis.

Mesteren er en stor pædagog og jordemoder, og derfor fortæller han aldrig, hvad man konkret skal gøre, men fremlægger et par muligheder, så man selv kan bestemme. Alle ens spørgsmål vender tilbage til én selv, han giver ingen færdige løsninger, for man skal løse dem selv. Det er ligesom at slå op i oraklet I Ching, forvandlingernes bog, for at opdage, at man i dette øjeblik befinder sig i en situationstotalitet, og selv må afgøre, hvad vej man skal gå.

Hvis vejen er forkert, får man det ikke at vide, før man selv opdager det, og derfor kan der gå lang tid, måske år, måske aldrig. Hvert øjeblik er en udfordring til at vælge den rette vej. Hvis man beslutter at skifte retning og valget er korrekt, vil mesteren med det samme forklare én, hvorfor den anden vej var forkert, og så opdager man, at denne forklaring netop svarer til det, man selv er kommet frem til. Det er dog muligt at stille spørgsmål til mesteren på en sådan måde, at oraklets tvetydighed trods alt bliver entydigt for en.

I sanzen rummet er der én pædagogik i ens forhold til mesteren. En helt anden pædagogik gælder, når det drejer sig om alle de små detaljer og regler for livet i klosterfællesskabet. I sanzen rummet drejer det sig om at komme ud af ens vildfarelser med hensyn til zen praksis og forståelse.

Mesteren afskærer lidt efter lidt ens naturlige tendens til at gå i forkert retning. Man bliver ført ind i en blindgyde, som man selv må finde vejen ud af. Da der ikke findes nogen vej ud, må den, der vil ud, "dø", for at han kan opdage, at han i virkeligheden slet ikke er kørt fast, fordi alle veje altid har været helt åbne. I sanzen rummet tilspidses ens eksistentielle dillemma, så man kan bore sig ind i problemet på den rigtige måde for at skille sig af med det.

Man taler om, at den eller den har et godt "cut" i sin zazen praksis. Det betyder, at han med sin åndedrætspraksis kan afskære de for zen meditationen uvedkommende tanker og fantasier. Dette arbejde bringer man med sig ud af zendoen og ind i det praktiske daglige liv, hvor man lever i et fællesskab med andre mennesker, som er i en lignende situation.

Men her gælder en anden pædagogik, fordi reglerne for klosterlivet eller den måde, man skal gøre tingene på, faktisk forudsætter, at man allerede kan leve og gøre tingene på samme måde som en fuld professionel munk. Det forventes, at man er motiveret, arbejdsom, energisk, dynamisk, opmærksom, vågen, hensynsfuld, medfølende, åben, fri, hjælpsom og taknemlig osv.

Ingen fortæller en, hvordan man skal gøre tingene, før man begår fejl, og det gør man hele tiden, indtil man lærer alle detaljerne og reglerne at kende og kan huske dem på det rigtige tidspunkt. Det er ikke let skulle jeg hilse at sige.

Det meste, der foregår, er designet som gruppearbejde, og der er fart på, så det kan være vanskeligt for begyndere og ældre at følge med. Det er de unge supermunke, som styrer aktiviteterne i deres tempo, og der er mange høvdinge og få indianere. Det virker, som om stedet er en god læreplads for mellemledere eller formænd på en arbejdsplads. Der er mange, som er glade for at sætte én i arbejde.

Der tales ikke indbyrdes om zen eller spirituelle sager og slet ikke om ens personlige træning og vej, eller hvad der eventuelt foregår mellem én selv og mesteren i sanzen rummet. Generelt får man indtrykket af, at lærlingene i Sogen-ji er som folk er flest alle andre steder i verden, hverken værre eller bedre, men bestemt ikke mere "spirituelt udviklede" eller "oplyste" end mennesker i al almindelighed er. Det var nok lidt af en overraskelse for mig at erfare.

Det, der adskiller klostret fra en almindelig arbejdsplads, kostskole, spejderlejr, marineskib eller overlevelseskursus, er først og fremmest mesterens tilstedeværelse og den daglige zazen praksis. Dertil kommer, at alle har det, som man i mahayana (det store fartøj) buddhismen kalder bodhicitta. Det er en forestilling om "oplysning" eller troen på, at det gennem zen praksis er muligt at vågne op til en ny bevidsthed, hvor man er befriet for den kval ikke at kende sin egentlige natur.

Alle i Sogen-ji har en spirituel drøm om satori (erkendelse), som altså får dem til at leve og træne i dette lille lukkede samfund. Der er, så vidt jeg kan se ingen garanti for, at det vil lykkes den enkelte at nå til den erkendelse, der stilles i udsigt i zen, men chancen er der. Det vigtige at skrive sig bag øret er fire ting: 1) Det er op til en selv, ikke mesteren. 2) Det er ikke noget, som vil ske senere, men i dette øjeblik. 3) Det er ens eget væsen. 4) Det er denne tilværelse.

Det helt centrale i Sogen-ji er naturligvis osesshin, som er 7 dages intensiv praksis. Den finder sted en gang om måneden i næsten alle måneder. Undtagelsen er juli og august, hvor det er så varmt, at man ikke kan gennemføre træningen bare nogenlunde tilfredsstillende. Den kendteste osesshin er i december og kaldes Rohatsu.

Det er som om osesshin er klosterets sjæl, nerven i al den praksis, der finder sted. Man "forbereder" sig til den og måler sin "spirituelle" udvikling med dens alen. De, der har været i klosteret i 15 til 25 år, har deltaget i flere hundreder sesshin, og hvad har de så fået ud af det? Sådan må man ikke spørge!

Hvad tanker man end gør sig om det at være i osesshin, så er det denne form for praksis, som er hovedhjørnestenen i zen træningen og derfor bærer en osesshin lønnen i sig selv. Man bliver "hooked" på det og kan ikke undvære det. Man finder berettigelsen i at beskæftige sig med zen og i at være i Sogen-ji i en osesshin.

Det er svært at forlade klosteret, for det betyder, at man skal undvære de tilbagevendende osesshin, hvor man har chancen for at blive "oplyst". Sådan må man heller ikke tænke! For en osesshin er nemlig blot en hjælp til at blive klar over, at man egentlig blot er enormt begunstiget ved at kunne sanse tilværelsen og være dette universelle bevidsthedsrum lige her og nu?